suzuki instituttet

Det Danske Suzuki Institut har klaret små daglige underværker i over 40 år.



SUZUKI-METODEN

Suzuki-metoden blev skabt af Dr. Shinichi Suzuki og har gået sin sejrsgang over hele verden. Metoden går i al sin enkelhed ud på at barnet lærer musik, ligesom det lærer sit modersmål. Suzuki-metoden indførtes i Danmark af Tove Detreköy i 1972.

DET DANSKE SUZUKI INSTITUT

Allerede fem år efter, i 1977, var Danmark vundet for metoden, og Tove Detreköy kunne sammen med nogle forældre stifte Det Danske Suzuki Institut med Tove Detreköy som undervisningsleder. Instituttet drives af forældre og får tilskud fra Statens Musikråd, Københavns Amt og en række af private sponsorer. Man har lige siden med et dygtigt lærerkollegium koncentreret sig om undervisning i violin, bratsch, cello, kontrabas og klaver.

TYPISK SUZUKI-UNDERVISNING

Barnet starter i tre til fire års alderen. Undervisningen afhænger af tre parter: Et barn, en lærer og en eller to forældre. De indgår en pagt: Alt skal ske på barnets præmisser, det må aldrig tvinges, ikke revses, men selvfølgelig meget gerne stimuleres. Barnet får normalt en halv times undervisning pr. uge. Forældren er barnets hjælpelærer i det daglige, dets medsammensvorne, der ved hvor svært og hvor sjovt det kan være, dets støtte, og dét selvom forældren aldrig har spillet et instrument. Forældren forventes at være til stede og at følge med i alt hvad der sker. Barnet lærer at lytte til melodien, musikstykket, lærer at gengive melodien i sig selv, lærer til sidst at finde melodien på instrumentet, og pludselig en dag kan barnet spille melodien.Hver anden eller tredje uge skal forældren og barnet til fællestime, hvor barnet nu skal være sammen med en masse andre børn i forskellig aldre og på forskelligt niveau, barnets store og små søskende. Barnet skal nu helt naturligt lære at spille sammen med andre, samtidig med andre, lære at lytte til de andre, vænne sig til at spille for de andre, som var det det mest naturlige i hele verden.

Pludselig mestrer barnet et stykke, og så er det tid til at søge at aflevere det under en rigtig koncert, en huskoncert med 10-15 andre børn, der hver især viser hinanden hvad de nu kan, lige fra det enkleste enkle til det helt virtuose. Der spilles, der ties og bukkes, der klappes. Børnene vænner sig til at optræde, vænner sig til at finde melodien igen hvis den pludselig er blevet væk og alle lytter helt musestille, respektfuldt til de andre, uanset om det er et let eller et svært stykke, og alle glædes når det er lykkedes, og alle bærer over og har forståelse hvis der er noget der trænger til en ekstra afpudsning. Når man i skolen har lært at læse sit modersmål, så er det tid til også at lære musikkens bogstaver, noderne. Det er naturligvis lidt frustrerende, for alle kan meget, meget mere end det der i begyndelsen står i nodehæftet.

Det er samtidig tiden hvor man, for strygernes vedkommende, kan vænne sig til endnu mere sammenspil ved at deltage i Instituttets lille orkester, og bliver man endnu bedre, kan man blive optaget i Orkesterskolen.

Ekstra stimulans opnås via deltagelse i nogle af de talrige aktiviteter som Instituttet organiserer: Nytårsmarked med fælleskoncert, workshop med lærere fra andre lande, udflugt til sommerlejre med andre musikbørn, koncerter i kirker, og sidst, men ikke mindst den enestående festlige forårskoncert i Tivolis Koncertsal, hvor alle, fra de største til de allermindste, ender med at spille sammen på scenen.

INSTITUTTETS RESULTATER

Børnene og forældrene oplever små mirakler hver dag. De har noget sammen, de skaber noget sammen for livet. Alle børnene kan lære at spille, lige så vel som de kan lære at tale deres modersmål, alle børnene lærer at spille, alle lærer at glædes ved musik. Hertil kommer alt det andet der er lige så væsentligt: At lære at lytte, at tie, at koncentrere sig, at arbejde på at nå et mål, at respektere andre, at virke i fællesskab.

Alt dette stimulerer og styrker barnet når det så kommer i skole. Alle uden undtagelse opnår dette. Nogle har selvfølgelig et ekstraordinært talent og/eller gør ekstraordinært meget ved det. Dette har så ført til, uden at det på nogen som helst måde har været tilsigtet, at Det Danske Suzuki Institut har udklækket en hel exceptionel række musikere der siden er gået ind i en professionel musikkarriere.

Det Danske Suzuki Institut har således medvirket til at sikre, at der i de danske symfoniorkestre fortsat er tilgang af danske strygere. For tiden er fem ud af seks af koncertmestrene i Det Kgl. Kapel og Danmarks Radios Symfoniorkester tidligere elever.

INSTITUTTET ER OGSÅ DIG!

Instituttet er dig og mig som forældre til Suzuki-børn. Vi har dejlige lærere, som også yder en stor frivillig indsats ved at engagere sig aktivt i alle aktiviteterne uden for timerne og ved at støtte og stimulere børnene til at deltage i alle de spændende aktiviteter uden for det rent undervisningsmæssige.

Men aktiviteternes antal og kvalitet afhænger først og fremmest af hvad vi forældre vil og er rede til at bistå med, for tingene gør jo ikke sig selv, og gudskelov for det! For børnene har også godt af at fornemme at skal der nydes, må der også ydes!

Instituttet er hvad vi, du og jeg, gør det til. Gode idéer og en håndsrækning er nødvendige og altid kærkomne.

Velkommen i Det Danske Suzuki Institut!

Jubilæumsskriftet ser tilbage på 25 år med Det Danske Suzuki Institut. Aktører i og omkring instituttet gennem et kvart århundrede kommer til orde som historiefortællere. Det sker med ord og i billeder - ambitionen er at skabe en mosaik af insisterende stemmer, sanselige billeder, uforglemmelige oplevelser og betingelsesløse kærlighedserklæringer.

Stemningerne i det fortalte og sete føjer sig smidigt i forhold til et specielt rytmisk nærvær, nemlig i selve måden at være sammen på. Billederne, som akkompagnerer teksterne, dokumenterer denne specielle livsrytme. Glæden ved at spille og glæden ved at være sammen med andre om musikken er det, der gennemlyser alle instituttets vidtforgrenede aktiviteter.

Jubilæumsskriftet bringer nedslag i nogle af de mange hændelser og historierne viser – endnu engang – at ting tager tid. Et kvart århundrede tog det at få det blå stempel af såvel toneangivende musikalske kredse som bevilgende instanser. En slags forkølet forståelse har Suzukimetoden længe nydt i Danmark. Det egentlige gennembrud og accepten er først kommet inden for de seneste år. Billedet af et langt, sejt træk er ikke til at komme udenom. I jubilæumsskriftet kan De opleve brudstykker af dette træk og menneskerne bag det.

Anders Beyer